Har du lyst til at arbejde i en organisation, der kæmper for at stoppe svigt af børn og unge? Og har du mod på at arbejde med evaluering og analyser? Så søger Børns Vilkår lige nu en praktikant til vores evalueringsteam.
I Børns Vilkår søger vi lige nu en praktikant til vores Projekt, Analyse og Vidensafdeling. Som praktikant i afdelingen kommer du til at indgå i et mindre evalueringsteam, som består af dig og fire andre evalueringskonsulenter. I teamet løser vi en bred palette af opgaver, der omhandler alt lige fra udvikling af evaluering- og programdesigns, indsamling og bearbejdning af kvalitative samt kvantitative data, analyse og afrapportering, facilitering af workshops, formidling af resultater mv. Som praktikant får du mulighed for at prøve kæfter med alle opgaverne.
Vi forventer, at du:
- Er kandidatstuderende på en relevant videregående uddannelse (fx sociologi, statskundskab eller antropologi).
- Har erfaring med og flair for at arbejde med kvalitative og kvantitative metoder – gerne både i forbindelse med indsamling og bearbejdning af data.
- Er en stærk analytiker, som kan identificere mønstre og tendenser i forskellige typer af datamaterialer.
- Har kendskab til eller interesse for at arbejde med at designe, udvikle og gennemføre evalueringer af sociale indsatser.
- Arbejder struktureret og er god til at planlægge og bevare overblikket i situationer, hvor du har mange bolde i luften.
- Er ansvarsbevidst og trives med både selvstændig opgaveløsning samt teamsamarbejde.
- Er en dygtig formidler – både på skrift og mundtligt.
- Brænder for at have din daglige gang i en NGO, der arbejder for at stoppe svigt af børn.
Vi tilbyder:
- Et skræddersyet praktikforløb, hvor du får mulighed for at afprøve, udvikle og udfordre dine færdigheder fra studiet. Vi følger dit forløb tæt, og du får derfor tilknyttet en praktikvejleder fra evalueringsteamet, som løbende vil have fokus på din faglige og personlige udvikling.
- Hands-on erfaring med arbejdet som analytiker. Du bliver en del af et mindre team, som arbejder tæt sammen om at løse forskellige evalueringsopgaver. Som praktikant hos os, vil du indgå i alle faser af opgaveløsningen – lige fra designfasen og dataindsamling til selve analysen og afrapporteringen i form af diverse notater, rapporter og/eller andre oplæg til brug i organisationen eller til vores samarbejdspartnere.
- Et spændende og udviklende fagligt miljø, hvor kompetenceudvikling og læring har høj prioritet. Du bliver en del af en afdeling med 30 dygtige medarbejdere, som tilsammen besidder stærke analytiske, metodiske og evalueringsfaglige kompetencer.
- Et uformelt og socialt arbejdsmiljø, hvor der er plads til grin, og hvor vi vægter den gode tone og det kollegiale fællesskab højt.
- En arbejdsplads, hvor medledelse definerer vores måde at arbejde på. Du har derfor rig mulighed for at få ansvar, bidrage med dine gode idéer og input og herigennem sætte et klart aftryk på dine arbejdsopgaver.
- Et arbejde med mening. I Børns Vilkår arbejder vi på tværs af afdelinger for at stoppe svigt af børn og unge. Som praktikant hos os, vil du skulle bidrage til vores mission ved bl.a. at arbejde med at indsamle, bearbejde og analysere forskellige data, som bruges til at understøtte organisationens strategi, beslutninger og indsatser.
Om afdelingen for Projekt, Analyse og Viden
Afdelingen arbejder med at sikre en professionel gennemførsel og høj kvalitet i Børns Vilkårs projekter og programmer samt sikre, at vores arbejde er vidensbaseret gennem analyser af data fra bl.a. BørneTelefonen og HØRT, børnepanelsundersøgelser, uddannelsesaktiviteter, evalueringer mv.
Afdelingen består af to teams med egen teamleder, der refererer til chefen for afdelingen samt en gruppe af projekt- og programledere, som ligeledes refererer til chefen for afdelingen. Vi er i alt ca. 30 kollegaer i afdelingen.
Vi er en afdeling med store faglige ambitioner og engagement, som samtidig vægter det sociale fællesskab højt, hvor der er plads til have det sjovt og grine sammen.
Praktisk
Din daglige arbejdsgang vil være på vores kontor i København, nærmere bestemt Trekronergade 26, 2500 Valby.
Den ugentlige arbejdstid er 37 timer. Arbejdstiden er fleksibel, men vi ser gerne, at du som udgangspunkt placerer din arbejdstid i tidsrummet mellem kl. 08-15:30.
Ansættelsesperioden vil være fra mandag d. 2. februar 2026 til og med fredag d. 26. juni 2026.
Har du spørgsmål inden du ansøger, kan du skrive til Senioranalytiker Katrine Marie Larsen på kala@bornsvilkar.dk
Vi ser meget frem til at høre fra dig!