HR-konsulent til drift af centrale HR-processer i Børns Vilkår, København

OBS - rekrutteringen af denne profil er midlertidig sat i bero.

Vi du være med til at understøtte arbejdet med at gøre en forskel for børn og unge i Danmark? Giver det dig høj arbejdsglæde at sætte processer i system og har du erfaring med HR-administration, sygefraværsprocesser og refusionssøgning, så er du måske den medarbejder vi søger til en nyoprettet stilling som HR-konsulent.


I Børns Vilkår arbejder vi for at stoppe svigt af børn i Danmark. Vi søger en kollega, som motiveres af den daglige effektive drift og af at skabe endnu bedre strukturer og processer til gavn for, at både ledere og medarbejdere har et stærkt afsæt i fælles systemer og retningslinjer. 

Du bliver en del af en engageret og fagligt stærk afdeling på 14 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. HR-holdet består pt. Af tre medarbejdere, en kontorelev, en studentermedhjælper og den overordnede afdelingschef. Vi varetager HR fra a-z for 230 fastansatte medarbejdere og 270 ansatte tilknyttet på timebasis. Vi arbejder tæt sammen, sparrer og hjælper hinanden selvom vi hver især har hver vores fokusområder. 

En arbejdsdag hos os kan være omskiftelig. Vi prioriterer høj service og sideløbende med opgaverne på kontoret, giver vi løbende sparring og svarer på spørgsmål fra vores gode kolleger fra hele huset i løbet af arbejdsdagen. Børns Vilkår har tre lokationer i Danmark – du vil skulle arbejde fra kontoret i København.

Børns Vilkårs HR bevæger sig mod en mere strategisk understøttelse af organisationen, så vi endnu bedre kan skabe de rette rammer for, at vi som organisation og som ansatte bedst muligt lykkes med vores vigtige samfundsopgave. Her får du en central position i at fastholde en professionel HR-drift og samtidig bidrage til vores HR-indsatser. Vi håber, du har lyst til at udfordre og forbedre vores eksisterende processer med nye idéer.

Du kommer bl.a. til at:

  • drive vores sygefraværsprocesser, vejlede og sparre med ledere og medarbejdere samt udarbejde statistikker
  • Søge refusion ift. barsel, sygefravær, fleksjob o.l.
  • booke og sikre afvikling af vores interne kompetenceudviklingsforløb 
  • sørge for drift og administration af diverse HR-opgaver herunder f.eks. rekrutteringsadministration, håndtering af praktikantområdet, on-offboarding o.l.
  • bidrage til implementering af nye HR-systemer og digitale løsninger (f.eks. inden for kompetenceudvikling og sygefravær)

Vi forestiller os at du:  

  • kan sikre effektiv HR-administration, så dokumenter, processer og deadlines er på plads
  • har kendskab til grundlæggende personalejura
  • har arbejdet struktureret med sygefravær og refusionssøgning
  • har stærke systemkompetencer og arbejder ubesværet i Excel
  • har et veludviklet servicegen og er glad for personlig kontakt og sparring med ledere og kolleger
  • har ordenssans, blik for detaljer og optimering af processer
  • trives med rutineopgaver og sætter en ære i at løse dem lige godt hver gang  

Lidt om Børns Vilkår
Er du fagligt ambitiøs, og vil du gøre en forskel for børn og unge? Så passer du godt ind hos os i Børns Vilkår. I Børns Vilkår ønsker vi en arbejdskultur med færrest muligt flaskehalse og en høj grad af ligeværd. Derfor arbejder vi ud fra principperne om medledelse, hvilket betyder at de, som har den faglige ekspertise, også er dem, som træffer de faglige beslutninger. Det, oplever vi, skaber de bedste resultater, udvikling i jobbet, høj motivation og trivsel.

Ansættelsesvilkår 
Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer. Arbejdstiden er fleksibel og løn er efter gældende, lokal overenskomst.  Der kan i særlige tilfælde komme opgaver, som skal håndteres udenfor almindelig arbejdstid.

Vi har god kaffe, frugtordning, mulighed for at købe både morgenmad og frokost samt medarbejderdrevne aktiviteter af forskellig art. F.eks. starter Børns Vilkårs to månedlige morgenmøder altid med en sang – ofte akkompagneret af vores eget ”BV band”. Vi har en uformel omgangstone og de bedste kolleger – vil du være med på holdet?

Stillingen hører til i afdelingen Organisation, Intern trivsel & Drift på kontoret i København, og refererer til afdelingschef Imran Akbar. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du skrive til HR-Konsulent Mai Hornung Helmer på mhh@bornsvilkar.dk.  

Ansættelsesprocessen 
Når du klikker “Ansøg” skal du svare på nogle få spørgsmål samt uploade dit CV. Vi ønsker ikke at modtage en særskilt ansøgning. Hvis vi ønsker at invitere dig til en samtale, vil vi ringe dig op og afklare overordnede lønforventninger. 

Første samtale er den 11. august. Hvis du går videre i processen efter første samtale, vil der være en personlighedstest inden en evt. anden samtale. Referencer forventes indhentet mellem første og anden samtale. Anden samtale vil ligge den 18. august. Forventet ansættelse er pr. 1. oktober 2026. 

 

Vi ser mangfoldighed som en styrke og forskellige baggrunde som en vigtig ressource i vores arbejde, og vi opfordrer alle, der kan se sig selv i stillingen, til at søge. Vi forventer, at der fremadrettet vil være endnu mere mangfoldighed blandt de børn og unge, der henvender sig til BørneTelefonen, og vi ønsker, at vores medarbejdere afspejler den udvikling. 

Vores adresse i Valby er tilmeldt God Adgang, som er en mærkeordning, der bidrager til øget viden om tilgængelighed og bedre information om tilgængelighed til gavn for personer med funktionsnedsættelse.

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven

Børns Vilkår
I et oplyst og rigt samfund som vores kan man have svært ved at tro på, at så mange børn og unge har brug for at kontakte BørneTelefonen for at få hjælp. Men vi ved, at alt for mange børn vokser op med vold – både fysisk vold og psykisk vold, overgreb, mobning, selvskade og angst. Mistrivslen blandt børn og unge er større end nogensinde, og deres råb om hjælp bekymrer os. Vi ved, hvad en dårlig barndom tager, og hvad en god barndom giver. Hver dag taler vi med børn, der er blevet svigtet. Af familien, vennerne, samfundet. Siden 1977 har vi kæmpet for at stoppe det enorme svigt af børn, der finder sted hver dag i Danmark. Tusindvis af børn og unge har siden da rakt ud til os. Og det gør de stadig. Børns problemer er de voksnes ansvar. Vi vil se en folkebevægelse i Danmark, der tager ansvar. Vi har alle et ansvar. Stop svigt.
Frist:
Kontaktperson:
Mai Hornung Helmer
Jobtype: Fuldtid
Lokation: Trekronergade 26, 2500, Valby
Børns Vilkår
Hovednummer 35 55 55 59
Trekronergade 26
2500 Valby

Carl Blochs Gade 37
8000 Aarhus C

Nytorv 7, 4. sal
9000 Aalborg

CVR. 10634792