Børns Vilkår søger timelønnede undervisere til BørneMobilen i Frederikshavn Kommune

Børns Vilkår har sat BørneTelefonen på hjul under navnet ”BørneMobilen”. Efter at have været i Aalborg Kommune, skal BørneMobilen i andet halvår af 2026 besøge alle grundskoler i Frederikshavn Kommune – fra Voerså i syd til Skagen i nord.   

Vi søger engagerede og dedikerede timelønnede undervisere, der sammen med en holdleder skal være med til at gennemføre undervisningen på skolerne.

Arbejdsopgaver
BørneMobilen er en undervisningsindsats, hvor eleverne skal lære BørneTelefonen og BørneTelefonens univers at kende og drøfte handlemuligheder, hvis de oplever, at noget er svært i livet. 

Underviserne på BørneMobilen besøger samtlige klasser på de tilmeldte skoler med oplæg og workshops, som er dialogbaserede og tager udgangspunkt i cases og små film. 

Du vil primært skulle facilitere disse på egen hånd, hvilket du vil blive grundigt klædt på til af børnefaglige- og uddannelseskonsulenter fra Børns Vilkår. 

Undervisningen er for 0.-9. klassetrin i dagtimerne fra 8-14 og du vil skulle afsætte hele dage til undervisning i perioden. 

En til to undervisere vil være holdledere for teamet og har ansvar for koordineringen med skoler og en projektleder fra Børns Vilkår. 

Du vil som underviser altid være ude på skolen med minimum en holdleder.

Dine kvalifikationer

  • Vi forestiller os, at du er i gang med eller har færdiggjort en relevant uddannelse, fx med fokus på didaktik og/eller pædagogik.
  • Det er et krav, at du har erfaring med formidling og/eller undervisning målrettet børn.
  • Du er udadvendt og god til at bevare overblikket. 
  • Du har en fleksibel hverdag, der kan forenes med undervisning i dagtimerne.
  • Det er et krav at du har B-kørekort – dette skal fremgå af CV eller ansøgning.
  • Vi forstiller os, at du bor i eller omkring Nordjylland.

Vi tilbyder dig

  • Et meningsfuldt og udfordrende job, hvor du får masser af erfaring med at undervise børn i alderen 6-16 år.
  • Et job, hvor du kan bruge dine faglige og personlige kompetencer til at ’sprede guldstøv’ og sætte refleksioner i gang. 
  • Tæt dialog med børn og unge og et indblik i deres perspektiver, og de emner, der fylder hos dem. 
  • To uddannelsesdage hos Børns Vilkår i Aalborg. Her får du blandt andet indblik i Børns Vilkårs børnesyn, pædagogiske og didaktiske tilgange samt faciliteringsgreb.
  • Indsigt i en organisation, som arbejder for at fremme børns rettigheder og stoppe svigt i Danmark.
  • Her kan du få indtryk af, hvordan det forløb, da BørneMobilens undervisere i februar besøgte Nibe Skole: 5000 nordjyske folkeskoleelever får hjælp - TV2 Nord-indslag

Ansættelsesforhold
Du ansættes som timelønnet medarbejder i Børns Vilkår. Grundtaksten er 202,80 kr./t til forberedelse og afholdelse. Herudover dækkes transportudgifter.

Bemærk at stillingen er en tidsbegrænset ansættelse, der udløber pr. 31. december 2026 og som udgangspunkt omfatter ca. 10-14 vagter. De fleste vagter vil være på ca. 6-7 timer.

  • Det er vigtigt, at dine vagter kan fordeles på tværs af ugerne 37-51. Der kan i begrænset omfang tages højde for fx undervisningsdage på et evt. studie.
  • Vi søger undervisere, der kan møde tidligt ind – på skoler fra Voerså i syd til Skagen i Nord. BørneMobilen skal være på skolerne kl. 8.00.

Stillingen indledes med obligatorisk deltagelse i:

  • To fysiske uddannelsesdage d. 17. og 18. august 2026, hos Børns Vilkår i Aalborg (disse arbejdsdage er inkluderet i antallet af vagter). 
  • En opstartsdag på den første skole i begyndelsen af september (ligeledes inkluderet).

Ansøgning
Ansøgningsfristen er d. 29. maj 2026.

Ansættelsessamtaler afholdes d. 18. juni i Aalborg. Eventuel indkaldelse til samtale vil ske via mail efter d. 9. juni.

For yderligere information er du velkommen till at kontakte Ole Ro Andersen, Salgs- og bookingkoordinator, på tlf. 2928 5272.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven

Børns Vilkår
I et oplyst og rigt samfund som vores kan man have svært ved at tro på, at så mange børn og unge har brug for at kontakte BørneTelefonen for at få hjælp. Men vi ved, at alt for mange børn vokser op med vold – både fysisk vold og psykisk vold, overgreb, mobning, selvskade og angst. Mistrivslen blandt børn og unge er større end nogensinde, og deres råb om hjælp bekymrer os. Vi ved, hvad en dårlig barndom tager, og hvad en god barndom giver. Hver dag taler vi med børn, der er blevet svigtet. Af familien, vennerne, samfundet. Siden 1977 har vi kæmpet for at stoppe det enorme svigt af børn, der finder sted hver dag i Danmark. Tusindvis af børn og unge har siden da rakt ud til os. Og det gør de stadig. Børns problemer er de voksnes ansvar. Vi vil se en folkebevægelse i Danmark, der tager ansvar. Vi har alle et ansvar. Stop svigt.
Frist:
Jobtype: Timelønnet
Lokation: Nytorv 7, 4 sal, 9000, Aalborg, Denmark
Børns Vilkår
Hovednummer 35 55 55 59
Trekronergade 26
2500 Valby

Carl Blochs Gade 37
8000 Aarhus C

Nytorv 7, 4. sal
9000 Aalborg

CVR. 10634792